TdG - 2

Forhåndstilmeldinger er strømmet ind til Tour de Gudenaa

Med 250 forhåndstilmeldinger ser årets udgave af Tour de Gudenaa i kano og kajak fra Silkeborg til Randers ud til at slå sidste års deltagertal med adskillige længder.

Sidste år stillede knap 400 roere op til løbet. Af dem var omkring 100 forhåndstilmeldt på samme tidspunkt, så bedømt på dette års store forhåndsinteresse, håber arrangørerne på et deltagertal på op mod 700.

– Sidste år var det første år med det nye koncept for Tour de Gudenaa, hvor vi ændrede det historiske løb fra at blive roet over to dage til kun en enkelt dag. Efter løbet fik vi mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne, så vi har helt sikkert ramt rigtigt med det nye koncept. Det tyder forhåndstilmeldingerne til årets løb også på, siger formanden for Dansk Kano og Kajak Forbund, Ole Tikjøb.

Alle kan være med

Med forvandlingen til et endagsløb blev Tour de Gudenaa til Europas længste med sine 73 kilometer fra Silkeborg til Randers. Men løbet er bestemt ikke kun for de seje, alle kan være med, for man kan nemlig dele de 73 kilometer med en veninde eller en ven og ro en halv rute hver med skift i Ans.  Man kan også ro en halv rute alene, for årets nyhed er en halv Tour de Gudenaa på 42 kilometer med start i Ans og mål i Randers.

– Tour de Gudenaa er et langt løb, men det skal ikke være så langt, at vi på forhånd udelukker nogen. Derfor har vi i år lavet en halv rute, ligesom man kan dele den lange rute. På den måde mener vi, at vi gør løbet attraktivt for alle og i alle aldre. Samtidig er alle bådtyper velkomne, og vi ser gerne flere havkjakker og nye bådtyper som surfski til Tour de Gudenaa, siger Ole Tikjøb.

Massestart i Silkeborg

Tour de Gudenaa 2015 finder sted lørdag den 5. september. På den lange rute er der en fælles og spektakulær massestart i Silkeborg foran rådhuset. Her sendes samtlige både afsted på samme tid, nemlig klokken 10. Herfra ror deltagerne på Gudenåen op til Ans og videre til Tange, hvor der vil være en kort overbæring på 200 meter, inden båden igen skal i vandet med kurs mod Langå for til sidst at komme i mål i Randers.

I målbyen Randers vil der være forskellige former for underholdning, præmieoverrækkelser, lodtrækningspræmier og meget andet.

Tour de Gudenå 2015 arrangeres i et samarbejde mellem Dansk Kano og Kajak Forbund, Silkeborg Kajakklub, Kano og Kajakklubben Gudenaa, Tange Roklub, Silkeborg Kommune, Randers Kommune, Sport Event Denmark, Craft og Gudenaacentralen.

Læs mere om Tour de Gudenaa 2015 og tilmelding på www.tourdegudenaa.dk

Foto: Jens Thybo